APPENDIKS 2   Odysseen, femte sang, linje 269-281

Homers Odyssee, oversat af Christian Wilster, Kjøbenhavn, Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger. Thieles bogtrykkeri 1855. (første udg. 1837).

Femte sang, l. 269-281:

Glad udspiled han Seil for Vind, den Ædling Odysseus,

Agter han sad ved Roret, og snildt som den øvede Sømand

Styred han frem; ei Blund han fik i de vaagende Øjne,

Saae til Pleiaderne op, til Bootes, som sildigen daler,

Saae til Bjørnen, som Himmelens Vogn man ogsaa benævner

Hist den dreier sig om og fæster sit blik mod Orion,

Det er den eneste Stjerne, som ei af Okeanos bades;

Denne befoel ham Gudinden, den værdige Nymphe Kalypso,

Stadig at have til Venstre på hele sin Fart over Havet.

Sytten udslagene Døgn han foer over Bølgen i Magsveir,

Men på den attende Dag han de skovbeskyggede Klipper

Øinede klart på Phaiakernes Øe, der nu var ham nærmest,

Og for hans Blik saae ud som et Skjold paa det graalige Havdyb.

Homer Odysseen, Oversat af Otto Gelsted, illustreret af Axel Salto, Thaning og Appel, København 1954.

s.69:

…glad foldede Odysseus sit sejl ud. Han sad agter ved roret og styrede som den erfarne sømand han var. Han tillod sig ikke at slumre ind, men han sad og så op mod Syvstjernen, Arkturus, der daler så sent, og den store Bjørn, der drejer sig og fæster sit blik på jægeren Orion, - og som er det eneste stjernebillede, der aldrig dukker ned og bader i oceanet. Kalypso havde befalet ham stadig at have den store Bjørn til venstre under sejladsen.

I hele sytten dage sejlede han i magsvejr, og på den attende fik han øje på faiakernes ø, der rejste sig som et skjold over det grå hav.

Homers Odyssé på Dansk af Otto Steen Due, Klassikerforeningens Kildehæfter 2002.

s. 84:

Derpå sendte hun blid og behagelig brise fra landet.

Glad over den lod Odysses sit råsejl bugne i medbør

og navigerede kyndigt med styreåren i hånden

dér hvor han sad på skansen. Han fulgte med vågende øjne

både Pleiadernes tegn  Bootes der synker så sildigt,

desuden Bjørnen som også af mennesker kaldes for Vognen;

altid kredser den dér og er i sin angst for Orion

ene om aldrig at måtte få bad i Okeanos’ vande.

Den havde nymfen, den fagre gudinde, sagt at han altid

skulle forsøge at holde på venstre hånd under farten.

Sytten dage gik hen hvor han kun så hav på sejladsen.

Men på den attende dukked Faiakernes skyggende bjerge

op over kimingens rand; det næs der nu var ham nærmest

lå som et oksehudsskjold over tågerne i horisonten.