v1 Da det nu
var afgjort, at vi skulle sejle til Italien, blev både Paulus og nogle andre fanger
overladt til Julius, en officer fra den kejserlige hærafdeling. v2 Vi
gik om bord i et skib fra Adramyttion, som skulle anløbe byerne på Lilleasiens
kyst, og afsejlede; sammen med os var Aristark, en makedoner fra Thessalonika. v3 Næste
dag lagde vi til i Sidon; og Julius behandlede Paulus venligt og gav ham lov
til at gå hen til vennerne og nyde godt af deres omsorg. v4 Da
vi sejlede derfra, holdt vi ind under Cypern, fordi vi havde modvind. v5 Vi
sejlede over havet langs Kilikien og Pamfylien og kom så til Myra i Lykien. v6 Dér
fandt officeren et skib fra Alexandria, som skulle til Italien, og han fik os
om bord i det. v7 Efter at vi i mange dage havde sejlet
langsomt og med stort besvær var nået ud for Knidos, sejlede vi ind under Kreta
ved Salmone, for vinden hindrede os i at komme frem. v8 Med
nød og næppe kom vi forbi Salmone og nåede til et sted, der hedder Gode Havne,
i nærheden af byen Lasæa.
v9 Da der var
gået en rum tid, og det ikke længere var sikkert at sejle, fordi fastedagen
tilmed allerede var ovre, advarede Paulus dem v10 og sagde:
»Folk, jeg kan se, at denne sejlads vil medføre ulykke og stort tab, ikke blot
af ladning og skib, men også af menneskeliv.« v11 Men
officeren lyttede mere til styrmanden og kaptajnen end til det, Paulus sagde. v12 Og
da havnen var uegnet til overvintring, holdt de fleste på, at man skulle sejle
videre for om muligt at nå frem til Fønix og overvintre dér; det er en havn på
Kreta, der vender mod sydvest og mod nordvest.
v13 Da der
blæste en let søndenvind op og de mente, at det, de havde besluttet, var så
godt som gennemført, lettede de anker og sejlede langs med Kretas kyst. v14 Men
ikke længe efter brød der en hvirvelstorm løs, en rigtig nordøsten. v15 Skibet
blev revet med, og da det ikke kunne holdes op mod vinden, gav vi op og lod os
drive. v16 Vi kom så i læ af en lille ø, der hedder Kauda, og
klarede med nød og næppe at bjærge skibsjollen v17 og få den
halet om bord. De tog nu nødudstyret i brug og surrede tov om skibet, og af
frygt for at drive ned i Syrtebugten sænkede de slæbeankeret og lod sig drive. v18 Eftersom
vi var hårdt presset af stormen, begyndte de næste dag at kaste last over bord.
v19 Og den tredje dag kastede de egenhændigt
skibsudrustningen ud. v20 I flere dage sås hverken sol eller
stjerner, og det var stadig hårdt vejr. Til sidst svandt ethvert håb om vores
redning.
v21 Da ingen
mere havde lyst til at spise, trådte Paulus frem midt iblandt dem og sagde: »I
burde have lyttet til mig, folk, og ikke være sejlet fra Kreta, så havde I
været sparet for denne ulykke og det tab. v22 Men nu
opfordrer jeg jer til at være ved godt mod; for intet liv skal gå tabt, kun
skibet. v23 For i nat stod der foran mig en engel fra den
Gud, som jeg tilhører og tjener, v24 og
englen sagde: ›Frygt ikke, Paulus! Du skal stå frem for kejseren, og nu har Gud
skænket dig alle dem, der rejser sammen med dig.‹ v25 Derfor
skal I være ved godt mod, folk, for jeg har den tro til Gud, at det vil gå
sådan, som det er sagt mig; v26 men vi skal strande på en ø.«
v27 Da vi på
fjortende døgn stadig drev rundt på Adriaterhavet, forekom det midt om natten
sømændene, at de nærmede sig land. v28 De kastede loddet ud
og fik tyve favne. Da de var kommet lidt længere, loddede de igen og fik femten
favne. v29 Af frygt for, at vi skulle strande et eller andet
sted på nogle skær, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at
det snart blev dag. v30 Men sømændene forsøgte at flygte fra
skibet og firede jollen ned i vandet under påskud af at ville sætte ankre ud
fra forstavnen. v31 Paulus sagde til officeren og soldaterne:
»Hvis de sømænd ikke bliver om bord, kan I ikke reddes.« v32 Så
kappede soldaterne tovene til jollen og lod den drive væk.
v33 Mens det
var ved at blive dag, rådede Paulus alle til at tage føde til sig og sagde: »Nu
har I holdt ud og ventet fjorten dage i træk uden at få noget at spise; intet har
I taget til jer. v34 Derfor
råder jeg jer til at spise noget; det skal til, for at I kan reddes. Ingen af
jer skal nemlig miste så meget som et hovedhår.« v35 Da
Paulus havde sagt det, tog han et brød, og i alles påsyn takkede han Gud, brød
det og gav sig til at spise. v36 Nu fik alle nyt mod, og de
tog føde til sig. v37 Vi var i alt 276 mennesker om bord. v38 Da
de havde spist sig mætte, kastede de hvedelasten i havet for at lette skibet.
v39 Da det
blev dag, kendte de ikke landet, men de opdagede en vig med sandstrand og
besluttede om muligt at lade skibet løbe ind dér. v40 Så kappede
de ankrene og lod dem gå i havet, samtidig løste de rortovene og satte
forsejlet og holdt med vindens hjælp ind mod strandbredden. v41 De
stødte på et rev med dybt vand til begge sider, og dér satte de skibet på
grund. Forstavnen borede sig ned og stod urokkeligt fast, men agterstavnen blev
splintret af de voldsomme bølger. v42 Så besluttede
soldaterne at slå fangerne ihjel, for at ingen skulle svømme væk og flygte. v43 Men
officeren ville redde Paulus og hindrede dem i deres plan. Han befalede, at de,
der kunne svømme, først skulle springe ud og komme i land, v44 og
derefter de andre, nogle på planker, andre på vragrester. Og således skete det,
at alle kom frelst i land.
[Bibelen, Den hellige Skrifts kanoniske Bøger, autoriseret oversættelse af 1992. Det Danske Bibelselskab.
hentet fra www.bibelselskabet.dk/danbib/web/bibelen.htm ]
Se kort over Paulus’ sørejse til Rom